Ristet brød

med tragtkantareller

Af: Frederikke Legaard | 2 stk

Siden jeg var barn, har jeg plukket svampe med mine forældre i både den svenske og danske skovbund, og tragtkantareller, der er i sæson i oktober og november, er simpelthen så nice! De er lidt mere krydrede eller kraftige i smagen end almindelige kantareller på en virkelig god måde. Jeg lover, at den her mad vil give dig lyst til mange flere. Det smager bedst, hvis man selv har været med ude og plukke svampene i den friske, fugtige skovbund, men købte er nu også gode nok, og kan du ikke skaffe tragtkantareller, kan den laves med alle mulige slags svampe.

Ingredienser

  • 70 g tragtkantareller (eller andre svampe)
  • 25 g løg
  • 2 skiver surdejsbrød
  • 10 g smør
  • 1 spsk olivenolie
  • ¾ dl piskefløde
  • Salt
  • Friskkværnet peber
  • 1 smule frisk oregano
  • Citron

Fremgangsmåde

Rens tragtkantarellerne og hak løg fint. Skær skiver af surdejsbrødet, så det er klar til at komme på panden efter svampene.

Kom smør og olivenolie på en pande ved medium varme. Steg tragtkantarellerne og løg, til det har fået lidt farve, og væden fra svampene er fordampet. Tilsæt fløde, så svampene bliver cremede, men uden at det bliver til en sovs. Smag til med salt og friskkværnet peber. Hæld svampene fra panden.

Rist surdejsbrødet ved høj varme på panden med lidt ekstra smør. Anret brødet på tallerkener med svampene ovenpå, pynt med frisk oregano og pres en smule citronsaft henover inden servering.

Se også