Artiskokker

med tahin og syltet citrondressing

Artiskokker

Af: Frederik Bille Brahe

Der er ikke noget så fantastisk som at sidde sammen over artiskokker en sommeraften, hvor man bruger hænderne og mærker maden. Her får de raffinerede grønne sager et syrligt modspil og nogle mellemøstlige toner.

Ingredienser

Artiskokker

  • 2-3 artiskokker
  • 3-4 l vand
  • 40 ml hvidvinseddike
  • 30 g salt
  • 2 g sorte peberkorn
  • 1 fed hvidløg
  • ½ citron, skåret i skiver
  • 1 løg
  • 1 gulerod
  • 1 laurbærblad
  • 1 kvist timian

Dressing

  • 100 g tahin
  • ½ syltet citron
  • ½ fed hvidløg
  • 100 g vand
  • 35 g olivenolie
  • 25 g eddike
  • 15 g soyasauce
  • 2 g salt
  • 4 g sukker

Topping

  • 1 bundt basilikum
  • lidt citronskal

Fremgangsmåde

Knæk enderne af artiskokkerne, læg dem i en gryde og hæld vand over. Tilsæt urter samt krydderier og eddike. Bring gryden i kog og lad det hele småsimre i 20-30 minutter. Du kan tjekke, om artiskokken er mør, ved at hive et blad af og stikke en kniv ind i hjertet – det er den samme regel som med kartofler, der gælder her; hjertet skal være blødt med en lille smule modstand. Lad artiskokkerne trække i vandet indtil servering.

Hæld tahin, hvidløg, vand og syltet citron i en blender (du kan sagtens bruge stavblender) og blend, indtil massen er helt konsistent, det tager 1 minut eller 2.

Tilsæt de resterende ingredienser og blend i yderligere 2-3 minutter. Når dressingen er dejlig luftig, er den færdig og klar til at komme i en serveringsskål.

Tag artiskokkerne op af kogelagen og lad dem dryppe af i 1 minuts tid. Vend dem og spred bladene, så de ligner lotusblomster. Læg et par store skefulde dressing ind ved hjertet af artiskokken, dryp med lidt olivenolie, lidt flagesalt, et par basilikumblade og riv til sidst lidt citronskal over retten.

Server med det samme med ekstra dressing. Artiskokken spises blad for blad – til sidst skrabes hårene væk fra hjertet ved hjælp af en kniv.

Se også