15/8 2008

Nytænkende design til badeværelset


Dette efterår præsenteres en række nye produkter i den prisbelønnede Eva Solo® Baderumsserie, der blev lanceret i 2007. Igen er der lagt vægt på at skabe design, der på én gang forener et enkelt og æstetisk udtryk med stor funktionalitet og innovative løsninger.

Eva Solo® Baderumsserien udvides med syv nye produkter, der hver især har spændende detaljer og et stilrent formsprog, der klæder det moderne badeværelse. De seneste tilføjelser er en badevægt, en tandbørsteholder, en multiboks og en spejlboks til opbevaring samt en sæbeskål, en sæbemagnet og en håndklædestang.

Gennemtænkte produkter

Baderumsserien er udviklet af designduoen Tools Design, der står bag alle Eva Solo produkter, hvoraf en lang række har vundet internationale designpriser. Med en både simpel og innovativ tilgang til design arbejder designerne Henrik Holbæk og Claus Jensen altid ud fra at skabe noget ‘ekstra’ til deres produkter:
"Vores produkter skal først og fremmest udfylde en funktion, og vi tager altid udgangspunkt i problemstillinger, vi støder på i vores egen hverdag. I udviklingen af baderumsserien har det haft høj prioritet, at produkterne kan rengøres uden stort besvær – en hurtig afskylning og aftørring er alt der behøves. Antallet af hjørner og kroge er minimeret og funktionerne er rendyrkede", udtaler Claus Jensen fra Tools Design.

Udvidelsen af Eva Solo Baderumsserien bygger derfor videre på enkle og gennemtænkte løsninger. Hvert nyt produkt har sine egne små finesser, f.eks. er håndklædestangen forsynet med silikonestykker på bagsiden, der modvirker at håndklædet glider på gulvet, og med den simple elektroniske badevægt følger en krog, som vægten kan hænge på efter brug, hvilket gør den praktisk og nem at opbevare.

Værdier som pålidelighed, æstetik og dynamik har altid været afgørende hos designvirksomheden Eva Denmark i udviklingen af deres produkter. Med de nyeste produkter til Eva Solo Baderumsserie føjer virksomheden et nyt kapitel til deres række af unikke og gennemtænkte produkter, der er med til at præge indretningen i de danske og udenlandske hjem.



Design: Claus Jensen og Henrik Holbæk




Eva Denmark A/S er et 100 % danskejet designfirma, der udvikler, producerer og markedsfører en lang række kvalitetsprodukter til bolig og køkken, herunder de kendte varemærker; Eva Trio, Eva og Eva Solo.

For mere information kontakt venligst kontakt Trine M. Rasmussen på tlf.nr. 33 89 20 20 eller e-mail adressen tmr@pr-division.com